Som du sikkert har bemærket har jeg være fraværende her på de sociale medier og i min klinik et godt stykke tid.
Det har der være en ganske bestemt årsag til.
Jeg har været i den heldige situation, at jeg har fået lov til at være sammen med min mor i hendes sidste tid. Jeg har været så heldig, at have orlov til at passe og være sammen med hende. I starten 2 dage om ugen, senere 3 dage og til sidst hverdag.
Hun er nu gået bort og jeg arbejder mig tilbage til det der var før alt dette skete.
Starten
Det hele startede i april måned 2023 med modermærke cancer som blev fjerne og heldigvis ikke havde spredt sig. Desværre ændrede det sig i juni 2023 til terminale status med et tilfældigt fund en anden cancer, og sluttede den 7. marts 2024.
9 måneder i ventesorg.
9 måneder med op- og nedture.
9 måneder, hvor jeg hver gang jeg kørte hjem fra hende tænkte, at det var sidste gang jeg var sammen med hende.
9 måneder hvor der har været tid til gode snakke og ikke mindst skønt og dejligt samvær. Et samvær som vi begge vidste ville stoppe. Trods det, at vi vidste at det skulle stoppe, men ikke kendte datoen, har hver dag været en gave med 100% fokus på os.
Vi har nået meget. Vi har været på et lille spa-ophold, gået en masse gode ture, været på shopping, nydt livet i den form det nu havde, en tur på Amagerværket som blev vores sidste tur ude. En tur som vi begge satte pris på.
Vi har haft gode snakke, nødvendige snakke om døden, hvad skal der ske og hvordan skal det foregå.
Snakke som har været gode og som jeg i dag er rigtig glade for vi fik.
Vi har grædt og grint, har været meget tætte, været kede af det, vrede på det hele og hinanden.
Talt om hendes barndom, opvækst og hvordan hun mødte min far. Ting som jeg faktisk godt vidste men blev glad for vi fik vendt igen.
Alt det praktiske
I alt dette har der også en masse praktisk. Kalendere der skulle tilpasses med Frisørtider, lægebesøg, besøg på og af hospice, besøg på hørecentralen, sygehusindlæggelser, og alt det andet som foregår når man har en terminal mor. Apoteker besøg, tøjvask og ikke mindst madlavning som var en udfordring. For hvad kunne og ville hun spise. Det har været en kæmpe udfordring.
Der har været rigtig meget der skulle planlægges, samtaler der skulle holdes, telefonopringninger, frustration over sygehusvæsenet og ikke mindst hendes egen læge.
Vi har i perioder stået hele alene og følt os efterladt på perronen, mens livet og alt andet bare fortsatte. Der har ingen hjælpe været at hente. Kampe som jeg ikke fortalte min mor om.
Jeg har kæmpet med et sygehusvæsen, som ikke har været til meget hjælpe. Min mor havde ved et tilfældigt fund fået bugspytkirtelcancer. Hun valgte at sige nej til kemo, som kun ville være livsforlængende behandling. Da der blev sagt nej til kemo, blev vi henvist til egen læge som skulle tage sig af os. Det skete der desværre ikke så meget ved. Når vi ringede for at få en snak var der tid om en måned. Det virkede ikke.
Kampen
Jeg har talt med store bogstaver mere end en gang. Ofte har jeg tænkt, hvor er min mor heldig hun har haft mig.
Jeg har i den grad kæmpet for at hun kunne få en sidste god tid uden spekulationer, som jeg har taget mig af.
Bare det at få lægerne til at forstå, at min mor ikke kunne spiste det mad der blev serveret på hospitalet. Kæmpe store portioner af bl.a. kartoffelmos og kødsovs når appetitten har været lille og det eneste ønsker var en fiskefilet eller suppe. Min bror og jeg har de 2 gange hun var så uheldig at blive indlagt, måtte sørge for mad til hende. Ellers fik hun ikke noget. Men det er jo en helt anden historie at være patienter og pårørende i det danske sundhedsvæsen.
Efter mange opringninger, blev vi heldigvis tilkoblet et udekørende team fra et Hospice. Da det sket kom der ro på. De har været den bedste støtte og hjælp til os alle i forløbet. De har været med når vi havde brug for det, de sørge for at have kontakt til min mor og heldigvis nåede hun at komme på Diakonissestiftelsens Hospice.
Det var en befrielse at komme der ind. Der kom en helt anden ro på og jeg kunne mærke min mor blev mere afslappet. Hun nåede desværre ikke at være der mere en et lille døgn.
Slutningen
7. marts 2024 kl. 04.05 trak hun vejret for sidste gang. Jeg har hos hende lige til det sidste. Nøj hvor er jeg glad for det. Selv om det er hårdt at sidde og se ens mor dø, så er jeg så glad for at jeg var der. Omgivet af en ro og personale som var der da hun sov ind.
De sidste dage var hårde både for hende og mig. Vi kom lidt for tæt på det, jeg som pårørende ikke skulle, men der var ikke andre muligheder. Vi havde nemlig fra start af orloven aftalt hvad jeg ikke skulle. Men det holdt ikke. Jeg har dog glad for jeg trådte over de aftaler vi havde i dag. Det var hårdt at se på og være i, men jeg var der og det var det vigtigste.
Efter sådan en morgen som var virkelig smuk, med fugle sang og smuk kølig himmel, tog min bror jeg hjem i hendes lejlighed for at hente det tøj hun skulle have på, på den sidste rejse.
Det var helt mærkeligt at komme i lejligheden, for nu var det slut.
Min bror og jeg var så heldige at min mor havde skrevet alle sine ønsker ned til hvordan og hvor bisættelse skulle finde sted. Det er vi dybt taknemmelige for. Det var derfor så nemt at snakke med bededamen om hvordan det skulle foregå.
Alt det praktiske
Bisættelsen var helt efter min mors ønske. En enkelt hvid kiste med en rød rose.
Min mor har altid støtte forskellige organisationer, så hendes ønsker var, at der ikke skulle være nogle blomster. Hun ønskede at vi i stedet doneret pengene til TUBA eller Mødrehjælpen. Der blev doneret rigtig mange penge til begge organisationer. Tak af hjertet for det.
Hun havde skrevet sine 4 salmer/sange ned som alle blev brugt. Hun ønskede ikke tale, men oplæsning af ”En digters sidste sang” af H.C. Andersen. Et meget stærkt digt.
Det blev en meget kort, men utrolig smuk ceremoni i kirken. Vi bar hende ud til ”I Danmark er jeg født”.
Hun havde ønske om, at der blev spillet lidt af hendes ynglings musik. Det blev der, da vi fulgte hende ned til Kastrup Havn på en Rustvogncykel. Det var så smukt. Vi spillede hendes musik og fik sagt farvel på et af hendes ynglings steder.
Mors dag opfyldte vi hendes allersidste ønske som var askespredning over Øresund. En virkelig uhøjtidelig afsked hvor de nærmeste var med om bord på en båd lejet til formålet.
Så hun sidder jeg 2 måneder efter et meget intenst forløb og glæder mig over at jeg har været der hos hende, opfyldt alle hendes ønsker om en enkel smuk bisættelse.
Alt det der er bagefter og savnet
Lejligheden er tømt og afleveret. Nu er der bare lige resten der skal være styr på.
Jeg savner hende utroligt meget. Det meget tætte vi havde, savner jeg helt utroligt. Der er bare så tomt. Jeg savner morgen sms’er, at kunne ringe til hende, bare at sidde sammen med hende og lave ingen ting.
Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for hende og det er jeg stolt af.
Det er den bedste tid og også den værste tid i mit liv. Men hvor er jeg glad for vi i vores land har mulighed for at være sammen med vores nærmeste lige til det sidste.
Hvis du kommer i samme situation som jeg, kan jeg kun anbefale at tage den plejeorlov du kan.
Følg med på min blog hvor jeg deler en masse skønne tips og tanker. På min Instagram og Facebook profil kan du læse mere om de ting jeg gør og sysler med.